En stemningshistorie fra Blans.

 

En historie fra en familie på 4 som består af 2 voksne og 2 børn.

Jeg hedder Lene og min mand hedder Gorm, så er der Christoffer og Jesper på 9 år.

Vi kommer fra en by der hedder Gershøj, der havde vi et hus, som vi fik solgt, så vi kunne tage det store spring (synes familien), Tænk at flytte til Lolland, de mente at det var alt for langt væk, når de skulle besøge os.

Men der gik ikke lang tid før hele familien blev glad for at komme og besøge, os, de blev ikke, kun en dag, men flere dage.

Vi flyttede til en lille by der hedder Blans, vi kendte Maribo, som er en utrolig hyggelig by, så vi var sikre, på, at vi ville bo i nærheden af.

Vi var hos Finn Helge i Maribo, for at finde stedet, der gik ikke en uge, så havde vi fået kendskab til byen Blans.

Vi blev meget imponeret over den stemning, der var, den var helt unik, selv den skønne natur, vi var ikke i tvivl, her ville vi bo.

I Blans ligger der et skønt område det bliver kaldt Keldvigen, og det har heddet, sådan i mange år, dette område bliver brugt af mange både fra Keldernæs og Blans, til gode traveture, cykeltur eller en ridetur.

Keldvigen har et rigt dyre og fugleliv, som vi har haft glæde af i de år vi nu har boet her (6 år), får vi lyst til at gå en dejlig tur, er Keldvigen et rigtig godt sted at besøge, for at opleve, lyden af fuglene, græshopper, frøer, se de pragtfulde heste, og får, der går og græsser, nyde stilheden og indånde den friske luft.

 

Vi kom hurtigt til at snakke med folk fra byen. Der var nogen, der kom med grød, o.s.v. de er utrolige flinke, der er et godt samvær her i byen, det blev hurtigt til, at vi holdt gløgg og æbleskiver, for hele Blans, det er nu en hyggelig juletradition, hvor der er ca. 50-80 som deltager.

 

Der er mange der hjælper hinanden, vi kom til Keldvigen med drengene, der var vi, så heldige, at prøve at tage kartofler op, det blev gjort på gammeldags, måde, hvor alle, der deltog, lå på knæene og samlede kartofler op, det var hyggeligt, bagefter var der sodavand eller kaffe og kage, som selvfølgelig var hjemmebagt. Ved Keldvigen er jorden meget næringsrig, så der kan dyrkes mange, forskellige grøntsager.

 

Vi har nu anskaffet os 3 geder + en Buk, som skal have kid, til Marts, det glæder vi os til, vi har også høns som lige har fået kyllinger, 3 katte og 3 kaniner, det nyder, de fleste børn i Blans.

Vi er i øjeblikket ved at forberede, Bed and Breakfast, så andre folk, kan få glæde af denne dejlige natur, der er her i Blans, opleve Keldvigen, skoven, vandet, hyggelig lille fiskehavn, hvor man kan have en lille båd liggende.

 

 

Mange spørger hvornår bliver diget lukket. Vi håber snart det sker.

Keldvigen er et smukt naturområde. Dette område bliver brugt af mange både fra Keldernæs og Blans, til en travetur, cykeltur eller til hest. I dag må man ikke ride andre steder end på landevejen, og dette er ikke et sikkert sted at ride.

Keldvigen har et rigt dyre og fugleliv, som mange har haft glæde af gennem tiderne. Trænger man til en rask travetur er stedet ideelt kan turen gå over diget, gennem skovene videre over Keldvigen. På diget har du udsigt til øerne, lige fra Kragenæs til Rågø, Fejø, Femø, Askø, Lindholm og til Bandholm.

På Keldvigen hvor der findes en kilde knytter der sig et gammelt sagn.

Tørvegravende har også deres eget sagn.

For os som er vokset op heromkring, og set hvor mange dyr der gennem tiderne har græsset her, er det trist at se dette område nu står under vand.

For min far, har det været et hårdt slag at se området nu er oversvømmet. Igennem mange år, har han brugt timer på at lappe huller i diget og passet pumpen når den stoppede. Altid var det ham lodsejerne ringede til. Før min far, var det min farfar der varetog dette arbejde.

For mig er dette en katastrofe at dette unikke område  nu står under vand, da der er meget lokalhistorie forbundet dertil. Bl.a. da en engelsk pilot under anden verdenskrig, blev holdt skjult i pumpehuset

Vi er mange der håber at diget snart bliver reetableret, så dette smukke område kommer til at ligne sig selv.

Bente Bentsen

 

 

Forside
NaturenHistorieBliv medlem
Bestyrelse
Vedtægter

Keldvigens betydning

Her kan din beskrivelse af Keldvigen stå. Du skal blot maile den til webmaster

 

Keldvigen – kun 63 ha – men en verden for sig    

Mere end noget andet var det Keldvigen, der fik os til at flytte fra Nordsjælland til Lolland.

Gamle venners kærlige bekymring for vores sunde fornufts tilstand, siden vi åbenbart helt frivilligt var draget til Sydhavsøerne, vendtes til dårlig skjult misundelse, efter de ved første besøg var blevet slæbt på den obligatoriske gåtur ud over diget, gennem Jydeskoven, tværs over selve Keldvigen og herefter videre hjem igen langs Landkanalen, der markerer den gamle strandbred.

Og hvorfor så det? Det må simpelthen være fordi alt, dyre-og planteliv, freden for menneskeskabte lyde, belysningen og duftene gik op i en ikke mindre end paradisisk enhed, der kunne fornemmes af alle.

Var humøret ikke lige i top, behøvede man blot at gå en tur i Keldvigen. Efter 10 min begyndte livsglæden igen at boble gennem kroppen.

Her så vi, hvordan den rødryggede tronskade brugte tjørnens og slåens torne som forrådskammer ved at spidde hele og halve mus, så de kunne gemmes til trange tider.
                                                                                                                       Heste der leger i Keldvigen sommeren 2006
  
                                                                                                                  
Om foråret hørte vi gøgens kukken og i sommernatten nattergalens triller. Musvågen var der og rød glente og tårnfalke og flokke af fiskehejrer og agerhøns for ikke at forglemme viberne, der talrigt ynglede på markerne. Det blev en hel sport for os at lure på, hvor deres reder var. Man måtte stå helt stille rigtig længe og så holde godt øje med de voksne fugle. De landede nemlig et godt stykke fra reden og vovede sig først hen til deres unger, når de følte sig sikre for fjender.

Den grønbenede rørhøne svømmede i kanalerne med sine ællinger – Ornitologer er vi ikke så fuglebogen er blevet godt slidt. Ligeledes floraen. Stolt var jeg, da jeg fik læst mig frem til, at de smukke lilla blomster, der sidst på foråret blomstrede så længe på engen hos hestene, var vaskeægte orkideer.


Druknede får - Samme eng 2.11.2006

De mange forskellige græsarter fascinerede mig også. Fik senere at vide, at der var nogle meget sjældne imellem.

Rådyr hyggede sig på markerne i skøn samdrægtighed med heste og får. Det gjorde harerne også til vi fik vores første ellers lydige hund, Una. Der skete nemlig noget med hendes ører, når hun fik øje på en hare. De virkede bare ikke og blev først funktionsdygtige igen, når haren var ude af syne. Heldigvis kunne hun ikke løbe dem op og siden er hun vokset fra sin hørefejl.

En morgen var der gravet i kanten af kanalen. I hullet kunne jeg se resterne af et jordhvepsebo. Det viste at være grævlingen, der havde spist det. Det må være noget helt andet end at stikke hånden i et hvepsebo. Så lærte jeg det, altså at grævlinge må være galvaniserede indvendigt. Siden har jeg flere gange mødt hele grævlingefamilien komme daffende af sted i skumringen og i kornet kunne man se, hvor ungerne havde leget.

Vi vidste heller ikke, at frøer kunne kvække så højt. Helt op til huset kunne vi hører dem gennem det åbne soveværelsevindue tidligt om morgenen.
Når det om aftenen lød som om et eksprestog nærmede sig, var det om at holde døre og vinduer hermetisk tillukkede, hvis man havde så meget som en nefalygte tændt indendørs. Ellers blev hele huset fyldt af dansemyg. Det mest positive ved dem var, at de ikke stak og at svalerne bare behøvede at flyve med åben mund for at blive mætte.

Når nu alt dette er skrevet i datid, er det fordi, der gik hul i diget sent onsdag aften d. 1.11 og måske Danmarks, men i hvert fald Lollands smukkeste sted nu ligger under vand

Susie Riis

 

Stormfloden- Englænderen – Keldvigen.

1. November 2006, rasede en voldsom Storm over Lolland og øvrige Øer. 

Det var et chokerende skue, da mit barnebarn, Hanne, og jeg, beså ødelæggelsen ved diget i Blans.  Ca. 100 meter dige var forsvundet.

På vej til diget, hvor vi skulle passere  ” Pumpehuset ”,  kom jeg pludselig til at tænke på, at derinde skjulte man den Engelske Faldskærmspilot.

Natten mellem d.23.og 24. april 1944, kom en Halifax - maskine fra England, den skulle nedlægge miner i Østersøen, men blev angrebet og skudt i brand, af en tysk Messerschmitt – maskine. Besætningen måtte springe ud, og en landede i Reersnæs , overfor Møllen. Hvor han gemte faldskærmen i en brændestak. Han begyndte straks sin vandring, ud i det blå!
Næste dag blev Piloten observeret gående på diget ved Blans Hoved.

Marius Christensen,som,tilfældigvis,var omme ved Hovedbanken, da Englænderen kom gående( i uniform selvfølgelig ) skyndte sig om på Havnen, hvor han fik fat i sin bror, Skipper. De løb om til Pumpehuset, det gjaldt om at få Engelskmanden standset, inden han nåede om på Havnen, hvor et tysk skib, netop var ved at losse gods til en Nazi-venlig købmand.

Da Skipper og Marius nåede Pumpehuset, havde John( som han hed ) mødt Albert Henriksen .Albert blev bedt om at lukke op. Og ind kom John.   Broder Åge, som boede ved Havnen, blev nu også involveret, han skulle komme med mad og en øl.

Sent om aftenen blev John flyttet til et sikkert sted. Jo, historien er længere, men den korte version er, at via Sverige kom John tilbage til England.

Jeg kom helt væk fra Keldvigen, jeg har i Folketidende d.28.decbr. 2006,læst et indlæg om, at gøre Keldvigen til en turistattraktion.! Vandet skulle forblive, græsmarkerne, kanalerne, og ikke mindst de dybe mosehuller, laves om til badestrand! Stier rundt om ”søen”, hvor man så kunne stå og fiske.

Visioner er gode at have. Jeg foretrækker nu, at man får genetableret Dæmningen, og udledt vandet.

Det begyndte man, så vidt jeg har fået oplyst, på sidst i 1860 érne, men Stormfloden i 1872, ødelagde det, man havde nået at få lavet.

Ligeledes blev der ved Østersøen, ødelagt store værdier. Min Farfar, som dengang boede i Kramnitze, har fortalt hvordan han så, folk, siddende på hustage, drive forbi. 

Keldvigen er i dag ejet af IS Keldvigen.

Ifølge Lodsejer, Karl Børge Henriksen Blans, bliver der ingen erstatning fra Stormflodsrådet. Kystdirektoratet har vurderet, at der ved genetablering af diget, skal bruges 5.000.kubikmeter ler.

Der er oprettet en hjemmeside på internettet, KeldvigensVenner, hvor man ved et mindre kontingent kan hjælpe med, at få stoppet hullet.

Under og efter besættelsen, var der stor fabrikation af tørv i Keldvigen, på arealet nærmest Kældernæs.

Jeg husker Hans Kjæp, som en af fabrikanterne. Poul og Laurits Larsen, fra Blans, som ligeledes stod for fremstillingen af tørv.

Fra den periode er der en lille ”morsom” historie, (makaber) Under opgravningen af tørv, stødte man på skeletter. Museet blev tilkaldt, der blev gravet, men jeg husker ikke resultatet.

Men, men, der var flere skeletter. Og nu skulle man altså ikke have stoppet arbejdet mere end højst nødvendigt. Fra næste skelet beholdt man kun kraniet, det kunne jo anvendes til noget.!

Hestene fik havre, og kraniet var fortrinligt til at øse med. Det faldt dog Grete, som arbejdede ” i tørvene ”, for brystet. Hun bar det hjem i madposen. Da hun ikke længere brød sig om at have kraniet i huset, blev det givet til et familiemedlem. Det eksisterer endnu.!

I en af moserne har der på et tidspunkt været Bæverfarm. Den var angiveligt ejet af  

” Dyrehavegården ”, som ligger i nærheden af Halsted Kloster.

Bæverne var nogle grimme udbrydere. Nogle blev skudt, andre indfanget, og så var det æventyr endt. 

Omkring 1951 blev der afholdt Fugleskydning på Keldvigen. Der var opstillet forskellige boder, og et stort ” Dansetelt ”, som var interessant, især, for ungdommen. Vi må heller ikke glemme Kilden. Jeg husker endnu det kolde, klare vand, som smagte lidt af Jern.

Hvis nu området bliver invaderet af turister, kan man måske genopdage Kilden, komme vandet på flasker, og få en indtægt ved at sælge Kildevand - eller Mosevand!! 

Anita Jensen. Havnegade 34.a. Bandholm.